Jeg har samlet de oftest stillede spørgsmål herunder.
Skulle du sidde med et spørgsmål, som ikke er besvaret herunder, så er du velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen nederst på siden.



Q: Hvor ofte skal min hund til konsultation?
A: Det afhænger helt af din hund, og hvad jeg måtte finde. For nogle hunde kan der være tale om et genbesøg inden for 1 uge til 4 uger, for andre kan det være fint med et genbesøg efter 12 uger. Er der tale om almindelig vedligehold, kan det være fint med et besøg hver 6-8. uge, men igen, det afhænger helt og aldeles af hunden.



Q: Behøver vi komme igen?
A: Det er naturligvis dig som ejer der bestemmer, om I skal komme igen. Hvis jeg anbefaler, at I kommer igen over flere omgange med kortere interval, er det fordi jeg vurderer, at det er det din hund vil have størst gavn af. Jeg tager udgangspunkt i den enkelte hund, og derfor kan det variere. Det er en proces, der kan tage lang tid, da jeg (desværre) ikke er mirakelmager.



Q: Skal jeg have godbidder med?
A: Det er en god idé at have godbidder med som din hund kan lide (og tåle), så den oplever, at det er rart at være af sted. Derudover kan det have en positiv effekt på hundens parasympatiske nervesystem, da det at tygge sænker stress niveauet i situationer, hvor den kan synes det er irriterende at blive rørt ved.



Q: Skal jeg have et tæppe med?
A: Det må du gerne. Det kan give en ekstra form for tryghed for din hund, at den har sit eget tæppe med, som kan lægges ud over måtten, som vi er på. Jeg har pt. ikke noget bord, så vi er på gulvet.



Q: Min hund er ikke tryg ved fremmede steder/jeg har lige fået den hjem, kan du komme ud til os?
A: Ja! Jeg kører også ud. Her er det vigtigt, at du kontakter mig for at aftale en tid, da online booking kun er beregnet til konsultationer på Tostholmvej i Hedehusene.



Q: Må min hund være fysisk aktiv eller lege med andre lige bagefter eller dagen efter?
A: Jeg anbefaler altid, at hunden holdes nogenlunde i ro nogle dage efter konsultationen så mest mulig effekt af terapien opnås, da hundens krop selv arbejder videre efter jeres besøg. Kortere gåture i jævnt terræn, hjerne aktivering og afslapning vil være bedst. Har din hund haft mange spændinger og/eller skævheder, kan det være en god idé, at den holdes nogenlunde i ro i 4 dage, og herefter trapper stille op over nogle dage efterfølgende. Vild leg, fuld fart over ujævnt terræn eller krævende fysisk aktivitet lige efter konsultationen, kan være medvirkende til, at de ting der er blevet afspændt eller afbalanceret falder tilbage eller bliver endnu mere restriktivt. Hvis du har planlagt en konkurrence, udstilling eller hård fysisk aktivitet kort tid efter konsultationen, vil jeg anbefale, at du rykker aktiviteten eller rykker konsultationstiden.


Q: Skal min hund have dækken på?
A: Hvis det er koldt eller I skal være ude i vådt vejr, så kan det være en rigtig god idé at give hunden et dækken på, så musklerne holdes varme. Især efter konsultationen. Har din hund meget tyk underuld og meget pels (som fx Berner Sennen eller Husky), så isolerer deres pels så fint, at din hund ikke blive nedkølet eller våd ind til skindet, og dermed kan dens muskler sagtens holdes varme. Dog vil jeg som terapeut sætte pris på en ren og tør hund 🙂

Q: Skal min hund være børstet?
A: Det er en god idé, at du sørger for at din hund er børstet godt, så der ikke er grene, filtret hår eller andet der kan genere hunden under afspændingen. Sidder håret i klumper eller er der ting i pelsen, trækker det i huden, og kan være smertefuldt for hunden, når jeg masserer den. Selvom du har børstet den, er det helt naturligt, at den vil fælde og evt. skælle efter terapien.